Valter sover, og han vågner ikke igen

Hvordan siger man til sin søn på 5 år, at hans lillebror er død? Det spørgsmål stillede jeg mig selv mange gange, i løbet af de 4-5 timer der gik, inden mine svigerforældre kom til København med ham. I løbet af de timer, ringede jeg også til min familie og de nærmeste venner. "Vi har sagt farvel til Valter", mindes jeg at have sagt. Jeg kunne simpelthen ikke få fremstammet "Valter er død". Jeg har siden haft et meget anstrengt forhold til ordet "død". Død kommer i et helt andet lys, når ens kæreste lille dreng dør. Altså sådan rigtigt dør. Ikke dør på den måde man gør i Battlefield, når ens modstander skyder en. Ikke dør på den måde, som Subway Surfer gør på vores iPad. Eller i stikbold som Malte har spillet i skolen i dag. Han døde rigtigt. Stadig bruger vi "død" i de føromtalte tilfælde. Og ja, jeg gør det også selv. Og hver gang ordet bliver sagt, væmmes jeg indeni efterfølgende. Når jeg dør i Battlefield, har det jo på ingen måde samme konsekvenser. 10 sekunder senere kan jeg være i gang igen. Det kan Valter bare ikke. Han tager ikke bare en pause på 10 sekunder. Hans pause er for altid.

Jeg kunne heller ikke sige "Valter er død" til Malte. Han løb i mine arme da han så mig, og var bare oprigtig glad for at se mig. Han vidste intet på det tidspunkt. Jeg krammede ham, og sagde at jeg elsker ham, velvidende at jeg ca. 1 minut senere var død til at fortælle ham, at Valter var død. Jeg bar ham ind på vores værelse på Ronald McDonald Huset, hvor Mette sad med Valter i sine arme. Jeg sagde noget i ret af: "Malte... Valter han sover, og han vågner ikke igen". Malte forstod det tydeligvis ikke, og grinede af det jeg sagde. Jeg prøvede igen, stadig uden at bruge ordet død, uden dog at huske hvilke ord jeg brugte. Lige da stivnede Maltes smil, og hans grin forstummede. "Er han død" spurgte Malte. Død... Der var det. Det ord jeg ikke selv kunne bruge, kunne Malte på 5 år bruge. Midt i hans fars afmagt og vrede. Lige da tror jeg, at Malte forstod mere end vi aner. Hvorfor han blev hentet tidligere end planlagt hos sin ven fra børnehaven. Hvorfor morfar ikke lavede sjov i bilen som normalt, og hvorfor hans far ikke rigtig kunne få ordene sagt. Malte græd. Lige i det øjeblik forstod han, at Valter ikke længere kunne smile til ham, grine af ham, kaste bolde til ham, vinke til ham. Ja bare se på ham. For det gjorde Valter. Malte var hans store stjerne, hvis man kan have sådan en, når man kun er 1 år.

Malte har et stort hjerte. Han er meget omsorgsfuld af en 5-årig at være, uden at vide hvordan dette skal måles. Det er han blot i min optik. Han har formået, og formår stadig, at trøste sin far og mor, når de er kede af det. Det har vi været en del. Han har krammet os, da vi græd under Valters dåb på Riget, da Valter kun var 3 dage gammel. Han krammede os da han fik at vide, at Valter var død, og han krammede os igen under Valters begravelse. Han har tydeligvis arvet sin mors omsorgsgen.

Alt det her gør mig godt gammeldags sur. Det er far og mor som skal være de stærke. Ja især far skal være stærk. Det ligger ligesom i det at være mand og far. Gammeldags vil nogen tænke, men sådan er det altså i mit hoved. Det er far bare ikke, men Malte har vist sig at være det. Og jo, han kæmper også en kamp lige nu, ligesom sin mor og far. Alligevel har han haft overskud til at vise kærlighed og omsorg til os, og det synes jeg er vildt. Samtidig er det også helt vildt urimeligt. Børn skal være børn. De skal lege, gå i skole og lære ting, spille fodbold og meget andet.

For en uge siden var to af Maltes kusiner på besøg. Da de tog hjem sagde Malte til Mette: "Jeg har ikke nogen at lege med". Det mindes jeg ikke at være sket mens Valter var her. Det understreger det, som faktisk har optaget mig mest. Ja, jeg lider, Mette lider og Malte lider også. Det er simpelthen så urimeligt, at børn skal lide.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Sorg

En måned er gået

Mens vi venter (Gammelt indlæg på Mettes blog 27.12.2016)