Sorg

Sorg og savn er forfærdelige følelser. De er forfærdelig for den/dem som sidder med dem, for de ved ikke hvad de skal gøre ved det. Det forsvinder ligesom ikke - er der bare hele tiden. Det kan kortvarigt erstattes af noget andet, som desværre bare er kortvarigt. Hver gang vender sorgen og savnet tilbage.

Her i huset skal vi håndtere 3 forskellige måder at sørge og savne på. Det er hårdt og svært. Vi gør det ikke ens. Vi giver hinanden plads og tid til at gøre det, som vi gerne vil. Alligevel kan jeg sidde tilbage med en fornemmelse af, at jeg ikke er der tilstrækkeligt for Mette, og at jeg ikke formår at hjælpe hende med hendes sorg og savn. Specielt når Mette engang i mellem er rigtig ked af det, og jeg ikke er det samtidig. Det virker på en måde forkert, og som om at jeg ikke har det samme savn og deler hendes sorg. Inderst inde ved jeg godt, at Mette ikke opfatter det sådan, men det ændrer ikke på, at jeg sidder tilbage med en følelse af utilstrækkelighed. Og det er virkelig ikke rart.

Sorgen og savnet deler vi med mange. Det har været fantastisk at opleve den støtte vi har fået de sidste par måneder. Vi modtog indtil for nylig lækker aftensmad dagligt. Vi har oplevet at få plads, tid og ro til at komme videre. Samtidig har de fleste ikke været bange for at snakke med os, og spørge ind til hvordan vi har det. Og selvom vi har svært ved at svare på det, har det været rart hver gang. For os har lektien (igen) været, at det er bedre at gøre noget/sige noget, end at lade være.

- - - - - -

I dag var jeg til et lille møde på jobbet. Få dage efter Valters død, kom nyheden om, at Alm. Brand Bank har købt Saxo Privatbank. Det var lidt en nyhed jeg ikke lige havde brug for på det tidspunkt. Endnu mere uvished i en tid, hvor arbejde var/er rimelig ligegyldigt. Vi mødte vores kommende chef og dennes chef. Jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå. Om de kendte til min situation. Det viste sig de ikke gjorde, og på et tidspunkt kunne jeg ikke komme udenom at fortælle det. Det var rart at få det fortalt, men det var samtidig også svært. At sidde der i åbent forum med to totalt ukendte mennesker og blive ked af det. At mærke at sorgen og savnet også følger med på arbejde, selvom jeg ikke var på arbejde.

Tanken om at skulle arbejde igen, er lige så stille ved at dukke op. Efter oplevelsen i dag, virker det dog længere væk end jeg gik og troede. Ikke pga. nye og gamle kollegaer, men fordi sorg og savn stadig fylder for meget, og fordi jeg ikke kan lade det ligge derhjemme. Måske jeg aldrig kommer til at kunne ligge det til side, men jeg håber det en dag kan placeres et sted, så jeg kan håndtere det.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

En måned er gået

Mens vi venter (Gammelt indlæg på Mettes blog 27.12.2016)