Opslag

Valter sover, og han vågner ikke igen

Hvordan siger man til sin søn på 5 år, at hans lillebror er død? Det spørgsmål stillede jeg mig selv mange gange, i løbet af de 4-5 timer der gik, inden mine svigerforældre kom til København med ham. I løbet af de timer, ringede jeg også til min familie og de nærmeste venner. "Vi har sagt farvel til Valter", mindes jeg at have sagt. Jeg kunne simpelthen ikke få fremstammet "Valter er død". Jeg har siden haft et meget anstrengt forhold til ordet "død". Død kommer i et helt andet lys, når ens kæreste lille dreng dør. Altså sådan rigtigt dør. Ikke dør på den måde man gør i Battlefield, når ens modstander skyder en. Ikke dør på den måde, som Subway Surfer gør på vores iPad. Eller i stikbold som Malte har spillet i skolen i dag. Han døde rigtigt. Stadig bruger vi "død" i de føromtalte tilfælde. Og ja, jeg gør det også selv. Og hver gang ordet bliver sagt, væmmes jeg indeni efterfølgende. Når jeg dør i Battlefield, har det jo på ingen måde samme konsek...

Mens vi venter (Gammelt indlæg på Mettes blog 27.12.2016)

Jeg husker "Mens vi venter" fra da jeg var barn. Juleaftensdag var lang - rigtig lang. Derfor var det dejligt, at DR havde fyldt programfladen ud med TV til børn, så tiden ikke føltes helt så lang. Det har netop været jul igen, men jeg har ikke ventet på julen. Jeg venter heller ikke på nytår, eller på min fødselsdag i begyndelsen af det nye år. Jeg venter på min dreng. En dreng som vi har kæmpet rigtig meget for at få, og som vi glæder os rigtig meget til at møde og lære at kende. En dreng som fra fødslen er bagud på point, og som skal kæmpe rigtig meget for, at komme til halvleg, og fortsat have mulighed for at vinde kampen. En dreng som jeg vil elske lige så meget som resten af min familie, men som også fører mig igennem den største rutsjetur i mit liv. Det er små 4 måneder siden vi fik nyheden om hjertefejlen. En forventet rutinescanning blev til noget helt andet, og min verden brast sammen, som den efterhånden har gjort det mange gange sidste små 10 år. Uvisheden er ...

En måned er gået

1. februar... Vi bliver aldrig venner. Ligesom d. 28. januar hvor jeg mistede min far, og ligesom juletiden som bare altid er overlevelse for mig. 1. februar - Jeg kommer til at hade dig. Jeg kommer til at bande dig langt væk, hver gang du vender tilbage. Du vil for altid bringe triste minder. Minder om hvad jeg er blevet frarøvet, og minder om hvad jeg vil længes efter at have. Et år tidligere var vi endelig blevet en "rigtig" familie. Mor, far, storebror og lillebror. Malte skulle ikke være enebarn, det sørgede Valter for, og det betød rigtig meget for mig, at vi kunne give Malte en bror. Nok var det en hård opgave at komme i mål med det, og nok var Valter født med udfordringer, men det ændrede ikke, at vi nu var en "rigtig" familie. Jeg elskede det. Nu skulle vi hjem til vores nye hus, som vi kun havde boet i i små 14 dage, inden vi var taget til København. Der var pyntet op i huset da vi kom hjem. Køleskab og skuffer var fyldt op af gode mennesker, og nu var v...